Den amerikanske milliardær og storinvestor Michael Price har svært ved at se, at de store amerikanske bankaktier kan blive en god investering, selvom de i mange tilfælde allerede er faldet voldsomt i værdi.
»Der er mere smerte på vej til Citigroup,« siger Michael Price blandt andet i et interview med nyhedsbureauet Bloomberg.
Han forventer, at faldene vil ramme bankaktier over en bred kam og satser i øjeblikket på at tjene penge på den udvikling ved at gå kort i aktierne.
Det vil sige, at investor låner aktier og sælger dem med den forventning, at de kan købes igen til en lavere kurs, inden lånet skal betales tilbage.
Han tror eksempelvis ikke, at kursfald på henholdsvis 33 og 52 pct. til Citigroup og Wachovia får pilen til at pege opad i den kommende tid. Til gengæld er han klar til at satse på mindre banker.
I løbet af de næste seks måneder vil mange banker skulle ud og rejse kapital, og vi vil formentlig sætte penge i fem eller 10 af de formentlig 50-100, vi kigger på. Vi vil være meget selektive, siger Michael Price.
Michael Price ejer investeringsselskabet MFP Investors, men var tidligere topchef i den amerikanske pensionsfond Franklin Mutual Advisers.
Han er dog mest kendt for at have tjent milliarder på at købe bankaktier på det rigtige tidspunkt.
No Comments so far ↓
There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.