Når markederne igen begynder at vise tegn på fremgang, kan det være en rigtig god ide at investere gennem sit eget selskab. Der er mange penge at spare på skatten både på obligationer og aktier
Det ser sort ud på aktiemarkedet lige nu, men når det vender – og det gør jo på et eller andet tidspunkt, så er der mange skattekroner at spare ved at investere gennem et anpartsselskab (ApS). Aktiebeskatningsreglerne for selskaber er nemlig betydeligt mere lempelige end for private, forklarer skatteekspert og tax director i revisionsfirmaet Pricewaterhousecoopers Søren Bech.
Når et selskab ejer aktier, så er gevinsten skattefri efter tre års ejerskab, og der er den ikke for privatpersoner, så der er en klar fordel. Hvis man investerer forholdsvis langsigtet, kan man gå hen og sælge sine aktier skattefrit i et selskab – forhåbentlig med fortjeneste, og så købe nye aktier eller udbetale gevinsten som udbytte, forklarer Søren Bech.
Sælger man sine aktier som privatperson, kommer man til at slippe 28 pct. i skat for de første 46.700 kr., man får i fortjeneste. Aktieindkomst mellem 46.700 kr. og 102.600 kr. beskattes med 43 pct., og alt over 102.600 kr. beskattes med 45 pct.
Disse satser gælder også for udbyttebetaling, og her er det, skattetænkningen kommer ind.
Som ejer af selskabet kan man jo selv bestemme, hvor meget udbytte man vil have udbetalt, og så kan man jo sørge for at holde sig inden for den lave grænse, så man kun kommer til at betale 28 pct. i skat, hver gang der betales udbytte, siger Søren Bech og påpeger, at er man gift, kan man få udbetalt to gange 46.700 kr., før den høje skattesats rammer, forudsat at ægtefællen ikke udnytter sine 46.700 kr. i anden aktieindkomst.
Skulle det gå helt galt, og alle de aktier, man har udset sig, får et par på hatten i stedet for en tur op ad kursstigen, så er der også trøst at hente. Tabet på børsen gør kapitalen i det selskab, man har stiftet, mindre værd, og eftersom det er et unoteret anpartsselskab, man har stiftet, så kan man trække tabet fra i sin indkomstskat.
Kort sagt kan man altså trække tab fra børsnoterede aktier fra i den almindelige skat, fordi de ligger inde i et unoteret selskab, siger Søren Bech. Tabet har typisk en skatteværdi på 28 og 43 pct.
Ud over lavere skat er en anden fordel ved investering i selskabsform, at man får fradrag for handelsomkostningerne.
Ligger man oppe i den smertefulde skatteklasse, der hedder 60 pct., kan det også være en fordel at lægge sine blåstemplede obligationer ind i selskabet. Renteudbetalingerne herfra beskattes nemlig med selskabsskat dvs. 25 pct. Udbetales restbeløbet så derefter som udbytte, og sørger man for at skatteoptimere, betaler man så 28 pct. af beløbet.
Alt i alt ender man med at betale 46 pct. af sine renteindtægter i stedet for topskatten på 60 pct. (25 pct. i skat i selskabet og 28 pct. i skat af restbeløbet på de 75 kr., samlet 46 pct.)
Kursgevinster på obligationer beskattes dog også i et selskab, så det skal tages med i vurderingen, når man investere i selskabet.
Det er ikke ukompliceret, men sætter man sig ind i det, kan der være mange penge at spare, siger Søren Bech.
Minimumsindskuddet for et ApS er 125.000 kr., som man skyder ind i selskabet og så bruger til investeringer. Det nemmeste at gøre er at købe et såkaldt skuffeselskab – det vil sige et selskab, der allerede er registreret, hos Erhvervs & Selskabsstyrelsen.
Det er dog ikke for alle og enhver, påpeger Søren Bech. Man skal dog helst have en større pose penge, før det kan betale sig at blive ejer af et investeringsselskab.
Det er ikke helt nemt, og det kræver at man har et par millioner, før der er økonomi i det her, så det er ikke henvendt til småsparerne. Men det er noget, vi ser mange direktører gøre. I den gruppe er det meget populært, siger Søren Bech.
No Comments so far ↓
There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.